This post is also available in: English
Struktur og rytmer er meget vigtige for at arbejde effektivt. I animalsk produktion er det også meget vigtigt for dyrenes velbefindende. Det er muligt i animalsk produktion at planlægge dagen og sæsonen. Det er også muligt i vegetabilsk produktion, selvom rytmen er anderledes.
Struktur og planlægning er helt nødvendig, når landbruget bliver større og der er flere medarbejdere. Målet er, at hver eneste medarbejder ved, hvad han / hun skal gøre hver eneste time på hver eneste af ugens dage. Det giver en dejlig ro og rytme i hverdagen og plads til at håndtere, de variationer, der også vil komme.
Stabilitet eller brandslukning?
Når der er stor forskel på, hvor mange timer, der bliver brugt hver uge, så fortæller det mig, at der er mangel på planlægning og en masse brandslukning. Nogle steder aftaler man opgaverne dag for dag. Der bliver skiftet mellem hvem, der udfører de forskellige opgaver og der er ikke en fast ugeplan på alle opgaver.
Der er ingen tvivl om, at det giver en dårligere effektivitet, så en fast struktur og arbejdsplan er en nødvendighed for at blive effektiv.
Hvor mange timer skal din produktion bruge om ugen?
Prøv at lade være med at tælle sammen på, hvor mange ansatte, du har. Tænk i stedet på opgaverne: Hvad kræver hver opgave af tid? Hvad kræver ugens opgaver af tid for at blive udført korrekt? Er det 350 eller 375?
Først, når du kender det tal, kan du begynde at arbejde på at blive mere effektiv og få en lavere lønomkostning pr. produceret enhed.
Otte trin: Sådan laver jeg en arbejdsplan
- Tag udgangspunkt i produktionens behov. Når jeg laver en arbejdsplan, så tager jeg altid udgangspunkt i dyrenes behov eller afgrødernes krav. Det skal kunne lade sig gøre at udføre Best Practice. Køerne skal kunne gå ud til frisk foder efter malkning, søerne skal have mere opsyn på de dage, hvor de farer og markerne skal sprøjtes på det optimale tidspunkt. Derfor starter jeg med at lave en plan, hvor opgaverne er placeret korrekt i forhold til produktionens krav.
- Placer opgaverne på dagen. Dernæst laver vi et estimat over opgavernes tidsforbrug hver især – eller vi laver en regulær tidsregistrering. Det er nødvendigt for at kunne placere opgaverne rigtigt på dagen, ugen og måneden. Først placerer jeg de faste opgaver og så bruger jeg de variable opgaver til at udjævne dagen, ugen og måneden, så vi rammer det samme tidsforbrug hver dag – så vidt muligt.
- Vælg en model for arbejdsweekender. Nogle vælger en model med arbejdsweekend hver anden uge og nogle med hver tredje uge. Derfor skal der laves en rullende 14-dages eller 21-dages model. Det kan også være, at modellen også skal rumme variationer i produktionen, som f.eks. i sohold eller markbrug. Det vigtige er, at vi laver en grundmodel, som ikke skal ændres løbende. Det skal være en fast grundmodel.
- Sæt opgaverne sammen i positioner. Opgaverne bliver grupperet i positioner; det vil sige de opgaver, der hører sammen i art og tid bliver til en position. På større landbrug kan der være flere på samme position f.eks. malkning, men på mindre landbrug kan samme person tage flere positioner i løbet af dagen.
- Bestem kvalifikationskrav til positionen. Først herefter begynder jeg at sætte personer på. Ikke med navne i første omgang, men i forhold til kvalifikationer. Hvilke uddannelseskrav skal der være til de enkelte positioner. Skal medarbejderen have bestemte certifikater eller erfaring for at kunne tage positionen?
- Sæt navn på planen. Først nu kan vi begynde at sætte navn på positionerne. Hvis ikke du har de rigtige personer lige pt, så kan du lave en uddannelsesplan, så du kan opgradere en medarbejder f.eks. med træning eller et nyt certifikat. Det kan også være nødvendigt at lave en overgangsordning, men det må ikke være sådan, at du rykker rundt på opgaverne hver gang, du får nye folk. Når du næste gang ansætter til en position, så sørg for at vedkommende har eller kan opnå de kvalifikationer, du har brug for i den position. Stabiliteten er meget vigtig, og den ødelægger du ved at rykke rundt på opgaverne.
- Sæt en bagvagt på hver position. Der skal være taget stilling til, hvem der kan træde ind, hvis en person må melde sig syg eller har en skæv fridag. Det skal være en person, som kender opgaverne i positionen og som har mulighed for at træde til. Det er optimalt, hvis der på gården er to personer, der kender opgaverne i hver position.
- Planlæg ferieafløsning. Ferie og skæve helligdage kræver ca. 15 % flere timer end der er på den faste ugeplan. Hvis du har sygefravær, skal du også have kapacitet til det. Det normale niveau i landbruget er ca. 2-4 %. Det betyder, at for hver gang din produktion kræver 100 arbejdstimer om ugen, skal du have mandskab til 115 – 118 timer om ugen. I mange mindre landbrug er det ofte ejeren selv, der træder til, men det er jo ikke nok i de større brug.
Vil du have hjælp til at komme i gang?
Så ring til mig på +45 3026 1500
eller send mig en mail på adressen sp@leanfarming.eu